Laster. Med os ynde de nu at drikke Øl og at elske Guld og Sølv. Danmarks Konge, der tillige er Norges, sender aarlig en Statholder til Øen. Der er meget særeget ved deres Sæder. Næsten alt have de tilfælles paa Konerne nær. Sine Hunde og sine Sønner elske de omtrent lige høit, ja de fattigste ville hellere give Slip paa en Søn end paa en Hund. De anse det for en Lykke for Børnene, naar de overføres til vore Lande. Jeg har selv seet unge Mennesker af begge Kjøn, bortførte derfra som smaa, hvilke med Undtagelse af Navnet intet hjemligt have bevaret, thi de have lært det fremmede Sprog og glemt sit Modersmaal.“
Denne Omtale af Island bør sammenlignes med en anden og samtidig tydsk Forfatters. Dette er Ridder Martin v. Behaim fra Nürnberg (f. 1459 † 1506 i Lissabon),[1] en Sønnesøn (?) af den Mestersanger Michael v. Behaim, der i 1450 var tilstede ved Christiern I.s Kroning i Throndhjem, og hvis Optegnelser om Norge oftere have været benyttede. Den yngre v. Behaim forfærdigede i Aarene 1491–1493 under et Ophold i Nürnberg den første Jordglobus, der ledsagedes med Bemærkninger om nogle af de aftegnede Lande. Om Island heder det:
„In Ysland findet man schon weiss volk und sind christen daselbt ist gewohnheit dass man die hundt theuer verkauft und ihre kinder geben sie hinweg den kaufleuten um gottes willen auf dass die anderen brod haben.
„Item in Ysland find man menschen von 80 jahren die nie kein brod gegessen do wäch(s)t kein korn und an brod statt ist man dörre fische.
„In der insel Ysland fähet man den stockfisch den man in unser land bringet.“[2]
