Som vi have seet, savner Krantz de ægte Kilder til Norges
Historie. Man faar alle Saxos Fabler, undertiden med
en og anden om Forfatterens egen Tid mindende Bemærkning,
f. Ex. hvor han (Norv. lib. I. cap. 2) fortæller om
den „norske“ Konge Svibdagerus: Hie ergo primus trium
regnorum moderator illuxit, aabenbart med Tanke paa den
saakaldte calmarske Union. Da Saxo ikke nævner Harald
Haarfagre ved Navn, men kun hentyder til ham (ed. Müller
p. 475 sqq.), har heller ikke Krantz noget om det norske
Riges Samler, ligesaalidt som han kjender Sigurd Jorsalfarer,
hvis Navn Saxo ligeledes (med Forsæt?) har holdt udenfor
sin Historie. Man kan dog ikke sige, at Saxos undertiden
stærkt fremtrædende Uvilje mod Nordmændene (man se
f. Ex. Müllers Udgave p. 352, 503) er gaaet over i Krantz’s
Verk. At han optager Saxos uvillige Fortælling om Kong
Sverre, hidrører nærmest kun derfra, at han intet andet har
vidst om denne Konge.
Efterat vor Forfatter har udskrevet hint Sted om Sverre, har han ikke mere at øse af Saxo, og hvad han herefter kan fortælle om Norge, bliver endnu misligere, end før. Den første af Sverres Efterfølgere, han kan nævne er Haquinus (ɔ: Haakon den Gamle). Man studser, naar man ser, at Krantz gjør denne Konge til Sønnemorder (lib. V. cap. 14):
„Sive capitis mania, quae regibus nonnunqvam incidit, sive culpa adolescentis (res enim in obscuro est, male a majoribus tradita) unicum filium interemit. Nec contentus saevitia quendam etiam ex ducibus regni sui promtioribus filio conjunxit pereunti;“
men Læserens Forundring bortfalder, naar man finder hans Kilde i den Lybekske Krønike, hvor det heder:
„In deme iare cristi MCCXL let Koningh haqvin van norweghen doden den hertoghen unde sinen sone.“[1]
- ↑ Chronik des Franciscaner Lesemeisters Detmar, hg. v. Grautoff, I. S. 118.
