ialfald uomtalte her i Landet, end fra den følgende Tid, da det blev almindeligt for Smaabandlere og Haandværkere at tage Borgerskab,[1] ligesom de Uroligheder, hvortil hine samheldi eller samband gave Anledning, snarere synes at have været Udbrud af Udlændingernes og de Indfødtes gjensidige Antipathi end noget Udbrud af skinsyge eller Uvillie inden det nationale Bysamfund, hvor der ikke findes noget sikkert paaviseligt Spor af de Kampe mellem ridderbaarne „Altbürger“ og de nye „Bürger der Zünfte“, der stadig foruroligede de tyske stæder fra Midten af 1200-Tallet til langt ind i det 14de Aarhundrede[2] eller endnu længere.
Maa det saaledes antages, at den fra Udlandet komne Skik med formel Incorporation ikke formaaede at skabe noget stærkere laugsmæssigt Sammenhold mellem de lavere Næringsclasser i de norske Kjøbstæder, er der snarest Grund til at antage, at den nye Skik har tjent til at svække deres Indflydelse og sociale Anseelse, idet Modsætningen blev saa meget stærkere mellem dem, der som Grundbesiddere vare fødte til at nyde godt af Kjøbstadens Friheder og Rettigheder, og dem, der i en Tidsalder med ringe Agtelse for professionelt Arbeide ved en Naadesact af aristocratiske Raadmænd bleve tilstedte at optages i Bysamfundet. Dette synes ogsaa at bekræftes ved Kong Olafs Retterbod af 23de Juni 1384, hvor der sættes Taxt
- ↑ Det Haandværk, man hyppigst ser omhandlet, er Skomagernes, og disse synes næsten altid at have været Udlændinger. Af Retterboden af 24de Januar 1377 fremgaar, at det egentlig professionelle Haandværk endnu dengang i norske Byer havde meget snævre Grænser, og at t. Ex. Smede, Tømmermænd, Snedkere og vistnok mange flere leiede som Dagarbeidere og ikke opfattedes som inddelte i Mestere, Svende og Lærlinger.
- ↑ Jfr. Retterbøder af 1295 og 1320 i N. G. L., III. S. 125 og 150. G. L. von Maurer: Die Stadteverfass. in Dentschl., I og V.
