eiede ikke alene en economisk uafhængig, men ogsaa en saavidt talrig Borgerclasse, at denne kunde gjøre sin Indflydelse gjældende i Statslivet og tilsidst blive Bæreren af den nationale Bevægelse, der i vort Aarhundrede har stillet Norge som jævngod Trediemand i Rækken af de scandinaviske Brødrefolk. Endnu ved Aar 1660 kan der i Norge neppe regnes mere end 67 Byboere paa hvert 1000 af det samlede Indbyggertal. Ved den første almindelige Folketælling af 1769 var Tallet steget til 89 for Norges Vedkommende, men udgjorde for det egentlige Danmark 183, for Slesvig 148 og for Holsten 254.[1] Kjøbstadbefolkningens Antal i Norge kan vistnok med større Sikkerhed anslaaes at have naaet op til 20,000 i 1620 end til 10,000 i ethvert foran Aaret 1530 liggende Tidsrum. Efter dette Anslag fremkommer for de sidstnævnte Aar som Bybefolkning henholdsvis 50 og 33 for hvert 1000, naar Rigets samlede Folkemængde sættes til henholdsvis 400,000 og 300,000. Herved er imidlertid at mærke, at netop fra Tidsrummet efter 1530 skriver sig de begyndende Spirer til en hel Række nye Kjøbstæder, der fra først af benævnedes Ladesteder, men hvis Liv og Idræt var fuldstændigt kjøbstadsmæssig, forsaavidt de economisk beroede paa Udskibningen til Udlandet af Trælast. Lægges disses Indbyggertal i Vægtskaalen, bliver Forskjellen mellem 1530 og 1620 saa meget mere paatagelig. Opkomsten af disse Ladesteder under den fri Udskibningsret før 1662 kom det almindelige Kjøbstadsliv tilgode under den senere Tid, da Udskibningsretten exclusivt blev knyttet til Kjøbstads-Borgerskab, og da et ikke ringe Antal af disse Ladesteder, efter den Betydning og Livskraft, hvortil de havde vundet
- ↑ Heinze, Samml. zur Gesch. u. Statswiss. I.
