mynder-Regjeringen udgaaet kongelig Forordning af 30te Juli 1589, i hvis Indledning det heder: „Eftersom vi komme udi Forfaring, hvorledes at vor og Kronens Told og Rettighed ikke skal oppebæres lige og ens udi alle Havner og Ladesteder udi vort Rige Norge af Master, Spirer, Deler og anden Tømmerlast, som der af Riget udføres, hvorover sig stor Urigtighed skal tildrage, at den handterende Kjøbmand ikke ved, hvorledes han sig skal forholde udi samme Tolds Forretning, da ville vi hermed det saa endeligen forordnet og holdet have, at forne vor og Kronens Told skal opbæres ens og lige udi alle Havner og Ladesteder“ o. s. v. I Forbindelse hermed forordnedes, at „hvilken Kjøbmand eller Skipper, som sig tilforhandler og vil udføre Tømmerlast, skal deraf give til Told Fjerdeparten af dets Værd“. Paa denne urimeligt høie Toldsats har formodentlig Forsøget paa at skaffe ens Trælast-Told over det hele Land foreløbig strandet, thi allerede under 12te Marts 1590 udkom en authentisk Fortolkning af Forordn. af 30te Juli 1589, hvorved igjen fastsattes, at der for Deler skulde „gives og fornøies til Told, eftersom deraf af Arilds Tid givet er“. Hvad der ikke var lykkets Formynder-Regjeringen, gjennemførte Christian IV, da han selv havde overtaget Styrelsen, idet han ved Forordning af 9de Mai 1602 paabød en ny Tarif for Udførselstold af Trælast, der skulde gjælde det hele Rige, og for Indlændinger ikke mindre end for Udlændinger, ved hvilken sidste Bestemmelse et fuldstændigt nyt Princip lagdes til Grund for den hele Beskatning. Alle senere Trælast-Tarifer vare Enheds-Tarifer, men man har endnu mange Aar efter 1602 enkeltvis Exempel paa den gamle Tilbøielighed til at paabyde locale Toldsatser for Udførsel af Trælast.[1] For andre
- ↑ Kongebrev af 3die Marts 1636 (i Rigs-Reg.) om Dele-Tolden i Bergenhus Lehn.
