at hente Trælast, hvorimod det baade var forbundet med større Vanskeligheder og mindre indbringende at plyndre Hollænderne, naar de lastede vendte hjemover. I Langesunds Tolderis Regnskab for 1585 heder det om en Skipper Cornelius Jacobsen af Mønnichedam, at han „løb udi igjen og bekom ingen Last, thi at Fribytter havde hannem frataget alt det, han havde paa sit Skib, som han skulde have kiøfft sig Last for“, og dette er vistnok en i hine Tider ganske hverdagslig Tildragelse, der kun ved et Tilfælde er indkommet i Regnskabet. I sine Annales[1] beretter Hugo Grotius, at Dunkerkerne i 1595 i Nordsøen angrebe, overmandede og borttoge paa en Gang ikke mindre end 35 hollandske Fartøier, der vare stedte paa Reise til Norge for at hente Trælast. Rovet faldt Dunkerkerne saa meget lettere, som de hollandske Fartøier, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige vare uvæbnede, ligesom vistnok ogsaa de fleste af dem kun have medført „Ballast og rede Penge“. Om en anden samtidig Kamp med en Dunkerker beretter Grotius, at denne kom tilkort, blev taget af Hollænderne, hvorefter de 43 Mand af Besætningen, der overlevede Kampen, samtlige bleve hængte, og saaledes hemmede man dog noget, heder det, disse Røveres „grassantem satis feliciter audaciam“. Om Grotius nøiagtig fra samme Standpunct bedømte de engelske og hollandske Kapere, der samtidigt krydsede i Canalen og Biscaya-Bugten for at gjøre Bytte og afskjære Spanien den Tilførsel, Landet tiltrængte fra Østersøen af Kornvarer samt fra Norge af Trælast og Fiskevarer, tør maaske være noget tvivlsomt. Grunden til det hele Uvæsen laa tilsidst i Folkerettens lave Standpunct paa hin Tid, idet man hverken fra den ene eller anden Side respecterede nogensomhelst Neutra-
- ↑ Hug. Grotii Annal. & Hist. de reb. Belg. p. 239. (Amst. 1647).
