bemyndigedes Regjeringen af Storthinget i 1818 til at søge
udenlandske Laan. Professor Sverdrup, der i hint Aar var
Storthingsrepræsentant, har altsaa (med eller uden Regjeringens
Vidende?) sat sig i Bevægelse og villet indlede en Forbindelse
med tydske Pengemænd. Er dette i og for sig paafaldende,
er det ikke mindre charakteristisk, at Sverdrup i en
saadan Anledning har henvendt sig til en philosophisk Professor
i Breslau, der var bekjendt for alt andet end Forstand
paa Penge.
L. Daae.
Man er enig om, at de Gamles „Østerbygd“ svarer til
det nuværende Julianehaabs-Distrikt og sydover. Endvidere
at den nu saakaldte Igalikofjord er de Gamles Einarsfjord,
som Tunugdliarfik er deres Eriksfjord.
Ved de archæologiske Undersøgelser, der iværksattes 1880 af den danske Expedition (se „Meddelelser fra Grønland“, 6te Hefte), og som lededes af Premierlieutenant i Marinen G. F. Holm, Arkitekt Th. Groth og Cand. polyt. C. Petersen, er man, allerede ved Forfattelsen af disse Herrers Instrux, gaaet ud fra den samme Mening, der findes udtalt i Grønlands gamle Geografi i Grønlands historiske Mindesmærker, III, at det gamle Garðar repræsenteres af det saakaldte Kagsiarsuk Ruinfeldt, der befinder sig ved Bunden af Igaliko-Fjordens (Einarsfjordens) østre Pol, og Expeditionen har under denne Forudsætning, som det sees, med særlig Omhu beskjæftiget sig med dette Ruinfeldt.
Ved Fjordens vestre Pol befinder sig det saakaldte Igaliko Ruinfeldt, paa søndre Side af det forholdsvis smale og lave og, hvad Jordsmonnet angaar, særdeles væxterlige Eid, hvorved den store, stærkt forgrenede Halvø mellem Einarsfjord og Eriksfjord hænger sammen med Fastlandet.
