naar de seilede til Norge, ansaa sig berettigede til at hugge alt det Tømmer, som de ønskede, hvor Skoven var Kongens. I Grágás 248 heder det: „Og have de (Islændingerne) Ret til at hugge al den Trælast, de ville, hvor Kongens Skov er“,[1] en Ret, de vist ikke lode ubenyttet, og hvorefter man maa antage, at det endnu altid var Islændingerne, som hentede, og ikke Nordmændene, der bragte den Trælast, som Øen tiltrængte.
Først i en meget sildigere Periode begynder Lovgivningen at omhandle eller give Bestemmelser for Trælast-Exporten. I Kong Haakon V.s Retterbod om Udlændinges Told af 30te Juli 1316,[2] der er den første norske Toldtarif, som kjendes, omhandles ikke Udførselen af andre Skovproducter end Tjære og Kvade. Derimod haves et af Kong Erik Magnussøn under 31te Juli 1296[3] fra Bergen udstedt Friheds- og Privilegie-Brev, hvori gives Borgerne i Hamburg (burgenses de Hamborg) Ret til i sine Skibe uhindret at indlade „Trælast og hvilkesomhelst andre Varer“ (lignis et quibuscunque rebus aliis), paa Betingelse, at vedkommende Hamburger-Skib først skulde have erlagt den Told af et „talentum farine“, som siden gjennem Aarhundreder vedblev at være den faste Toldafgift, der erlagdes af Skibene fra de tyske Søstæder. Under den Taushed, som forøvrigt hersker i den norske Lovgivning fra denne Tid om Trælast-Udskibning, synes det paafaldende, at Trælast er den eneste Vareclasse, som i Frihedsbrevet for Hamburg navnlig fremhæves, medens Fiskevarerne og navnlig Skreiden, som man andenstedsfra ved
