ret den bygaard, som hørte til hans ættegaard.[1] I det samme aar, 1446, erhvervede hr. Erlend ved kjøb af sin frænde Peter Thoressøn det gods i ytre Sogn, som denne havde arvet efter sin farbroder Sigurd Unessøn.
Den sidste har altsaa havt en broder, Thore Unessøn; om det slægtskabsforhold, hvori de have staaet til Losneætten, vides intet. Rimeligvis have de paa spindesiden nedstammet fra denne og derved erhvervet det gods, som nu atter kom tilbage. Det er paafaldende, at medens hr. Erlend i det derom udstedte brev benævnes „velbaaren mand“, faar hverken Peter eller Sigurd nogen tilsvarende titulatur. Skjønt frænder af hovedet for en af landets mægtigste ætter, synes de saaledes ikke en gang at være blevne regnede for adelsmænd.
I 1444 havde hr. Erlend paa lignende maade ved kjøb erhvervet sig hele den arv paa Færøerne i løst og fast, som var tilfalden Jon Nilssøn, kaldet Skak, efter hustru Eline Ejriksdatter.[2] Han maa i det hele have været meget rig og synes navnlig at have besiddet formue i rede penge, noget, som paa den tid var en sjeldenhed i Norge. Han optraadte endog som laangiver til Kristjern I i dennes pengeforlegenhed. Af et brev, som maa antages at være udstedt under denne konges ophold i Bergen 1450, sees, at han havde laant ham 740 lette gylden og tyve lette nobler, hvorfor han da som
