aar. I 1525 og 1526 nævnes hun som levende, men maa være død inden 10de August i det sidste aar.[1] Om arven efter hende opstod der en proces, som trak ud i flere aar, indtil den endte med, at godset udelt tilfaldt hr. Otte Holgerssøn Rosenkrans’s børn, i hvis slægt det senere nedarvedes. De om denne sag bevarede, ret indholdsrige diplomer give et levende indtryk af, at de forskjellige personer, som vare eller ansaa sig arveberettigede til den gamle frues store jordegods, formelig havde luret paa det øjeblik, da hun skulde dø, for saa at kaste sig over hendes efterladenskaber. Hr. Vincentius Lunge og fru Ingegerd Ottesdatter vare de hurtigste; men da Rosenkranserne allerede tidligere havde fundet en støtte i kongen, der igjen havde paalagt erkebiskop Olaf at tage godset i besiddelse, bleve de atter fordrevne. Hr. Henrik Krummedike var deres værge, og hans indflydelse har sandsynligvis ved denne lejlighed havt en meget stor vægt. Som tredie arving optraadte den svenske ridder hr. Ture Jenssøn af tre roser. Sagen afgjordes ved en dom af norske og danske rigsraader, som blev afsagt 4de August 1529 under hertug Kristjerns ophold i Oslo.[2] Det siges i dommen, at Rosenkranserne efter det i Norges lov opstillede arvetal vare de nærmeste arvinger til godset, hvilket vistnok ogsaa var aldeles berettiget. Rimeligvis er denne arveret udledet igjennem otte Rosenkrans’s ægteskab med Bo Flemings datter, fru Margrete. Det vides ikke,
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, Andet Bind.djvu/108
Denne siden er ikke korrekturlest
