ikke alene har været et saadant, men at dette har været anerkjendt, og at sidelinjerne længe bevarede erindringen om sin fornemme slægt, selv efterat dennes hovedlinje havde været uddød i over hundrede aar. Der er her to ting, som kunne tjene til vejledning, navne og skjoldmærker. Begge dele bevaredes længe af sidelinjerne.
I den første halvdel af det femtende aarhundrede, altsaa samtidig med Ejndride Erlendssøn, omtales der to brødre, Farthegn Philippussøn og Samson Philippussøn, der formodentlig begge ere sønner af Philippus Farthegnssøn, som forekommer i to diplomer, fra 1411 og 1415, og da synes at have boet i eller ved Bergen, uden at der for øvrigt kjendes noget nærmere til ham.[1] Den ene søn, Farthegn, nævnes første gang i 1415 og da sammen med faderen, samt siden i et diplom fra 1424, der omhandler et gaardsalg i Hurum i Valdres. Atter igjen forekommer Farthegn Philippussøn i et diplom fra 1451, ogsaa fra Valdres. Han var da gift med Magnhild Jogrimsdatter, rimeligvis en datter af den Jogrim Audunssøn, der nævnes i diplomet fra 1424, og beslægtet med den i det sidste brev forekommende hustru Gerthrud Audunsdatter.[2] Ulige hyppigere omtales Samson Philippussøn. Hans navn kan maaske antyde en forbindelse mellem Losnefolkene og den saakaldte Samsonagarðr i Bergen, der allerede forekommer i det fjortende aarhundrede. Ligeledes maa det erindres, at det ogsaa forekommer i den fra
