navnet Galtung, boede i 1306, 1314 og 1316 en Sigurd af Thorsnes, medens deri 1340 nævnes en Viking bonde paa Thorsnes, som dog maaske ikke har boet paa den samme del af gaarden som Sigurd. Da Sigurd omtales i „Bergens kalvskind“ uden at føre titelen herre, har han rimeligvis aldrig opnaaet ridderværdigheden.[1]
I Ulviks sogn er der en større gaard, som i det fjortende aarhundrede havde besiddere, der maatte regnes for adelsmænd. Denne var Spaanhejm, hvis æt i dette sogn ubetinget var den mest fremtrædende og den mest anseede. Men der nævnes ved siden af den ogsaa enkelte ejere af andre større gaarde, som dog rimeligvis have staaet meget under dem. En saadan er Baard paa Ljone, der nævnes i „Bergens kalvskind“ og ejede en del af Nedre Lejkvin, som han skjænkede til Ulviks kirke. Paa samme gaard boede i 1309, 1313, 1317 og 1322 en Aslak.[2] Paa Hakastad boede i 1365 en mand ved navn Bjørn.[3] Af Lejkvins beboere nævnes
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 142; II, no. 81; III, no. 153; VII, no. 172. Bjørg. kálfsk., s. 82. Det første af de her paaberaabte diplomer (i forbindelse med I, no. 145) indeholder nogle oplysninger om en velhavende æt, der synes at have havt temmelig store besiddelser i de indre egne om Sogne- og Hardangerfjorden. I 1314 var Thorkel paa Øvrebø (Øvre Bø i Borgund) dens hovedmand. Da han i 1315 skiftede med (sin søn) Askels ugifte døtre, fik disse tilsammen paa sin part 52½ maanedsmatebol. Askels kone hed Ingegerd. Da der i det ene brev nævnes en Thorgaut, som synes at være en slægtning af hende, og i det andet Thorgaut i Aga er en af udstederne, kan denne æt have staaet nær Agaslægten. Maaske er hun netop den Ingegerd Thorgautsdatter, som siden ægtede Orm Kavle (s. 35).
- ↑ Bjørg. kálfsk. s. 78. Dipl. Norv. II, no. 115; IV, no. 82, 120, 152.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 305.
