der tidligere ogsaa havde været et Lagarlo, som i tidens løb var gaaet op i andre gaarde.[1] Hvis ættens sæde maa søges paa denne kant, bliver der saa meget større rimelighed for den ovenfor fremsatte formodning om, at Helge Iverssøn Lask stod i forbindelse med den.
Fru Katarinas broder, hr. Eystejn Ivarssøn, kjendes for øvrigt ikke, ligesaa lidt som nogen af hans efterkommere.[2] Da drotseten hr. Orm Eystejnssøns fædrene slægt er ubekjendt, kunde det formodes, at han var en søn af hr. Eystejn. I det tilfælde maatte hr. Orms store besiddelser paa Østlandet sandsynligvis været en arv fra hans moder, som da kunde have tilhørt en uddøende slægt i denne landsdel og bragt sin mand dennes samlede ejendomme. Da der imidlertid ikke er andre grunde end navneligheden, som tale for en saadan formodning, er den meget svag.
Fru Katarina Ivarsdatter var indgiftet i en fra gammel tid bekjendt æt, den saakaldte Ænes- eller Mels-æt i Søndhordeland. Da baronen hr. Gaut Jenssøn paa Mel døde i 1270, efterlod han to sønner, Finn og Gaut. Af disse havde hr. Finn Gautssøn sønnen Jon, der blev
- ↑ Den sidste formodning er forf. meddelt af professor O. Rygh. – Af Dipl. Norv. I, no. 570 sees, at fru Kristine Nikolasdatter aar 1400 ejede 30 maanedsmatebol i Næshejm, som hun maaske tildels har faaet ved mageskifte med bispestolen, men som derimod ikke kan have hørt til Alf Erlingssøn inddragne jordegods, som P. A. Munch har antaget. (Det norske folks historie, unionsperioden, II, s. 184.)
- ↑ Rimeligvis er det dog ham, som i 1298 gjorde tjeneste i kong Ejriks kancelli. Dipl. Norv. I, no. 88. P. A. Munch (Det norske folks historie IV, 2, 471) har deraf villet formode, at han var „en gejstlig herre“, men dertil er ingen grund.
