At Døden vor Konge forandred,
En Konge høilovlig af Dyder og Savn[1],
Som havde det femte til Christians Navn
Med kongelig Titul og Ære.
Af Oldenborg er hans Oprindelses slegt
Paa Fædrenes Side med høiste Respekt,
Al Verden det Vidne kan bære.
Da dette vort Seculum kom i den Skik,
At Tallet til sex og til fyrreti gik,
Den femtend’ Aprilis fremskinned,
Da blev det hans christelig Fødelses-Dag,
Paa hvilken den Herre til alles Behag
Spæ-lemmet i Verden udtrinned.
Hans Fader Kong Fredrik den tredie vaar,
Hvis Rygte, Regjering, hvis Dyder end staar
Indplantet i Børnenes Minde.
Hans Moder høibaarne Sophia blev kaldt,
Til hvilken det Tilnavn Amalia faldt,
En Dronning og mægtig Førstinde.
Imidlertid voxte den deilige Prins,
Som Ceder oprinder paa Libanons Krins,
I blomstrende Dyder og Ære,
Indtil at hans Alder fik Stunder og Rom,
At Aarene fire til tyve fremkom,
Da gaves ham Kronen at bære.
Hans Fader faldt af, bød Verden god Nat;
Paa Faderens Trone blev Sønnen opsat,
En mægtig regjerende Første,
Som førte sit Scepter med Hæder og Flor;
- ↑ D. e. Sagn, Omtale, Berømmelse.
