Blandt alle Monarcher, der hersker i Nord,
Han billig maa kaldes den største.
Naar man Potentaterne regner fra Dan,
Var ingen for hannem, som Kronen tog an
Paa saadan en ønskelig Maade:
Hans salige Fader det efter sig lod,
At Sønnen en Arve-Regenter opstod,
Som absolut haver at raade.
Den kronede Herre som skinnende Sol
Forvalted sin’ Riger og kongelig Stol
I tredive Aar paa det næste.
Han nød indtil Graven den glædelig Sjun,
Tre deilige Prinser i Faders Paulun
At skue til Rigernes Bedste.
Udi hans Regjerings Indtrædelses Tid
opvakte vor’ næste Naboer en Strid;
Da[1] bragte vor Herre tilveie,
At Seieren faldt i Kong Christians Haand,
Hvorover at Krigen blev tvungen i Baand,
Enhver fik sin’ Grænser at eie.
Derefter indkom den velsignede Fred,
Som haver nu holdet langsommelig ved,
GUd ske Benedidels og Ære!
Og tusende Tak ske vor christen Regent,
Som laved, at Krigen fra Landet blev vendt,
Den Kræft, der al Verden kan tære!
Men spør du, hvad Alder vor Konge fik se,
Hans Aar var lidt over halvhundred og tre,
Saa maatte han Jorden qvittere.
- ↑ Haandskriftet har: De.
