Denne siden er ikke korrekturlest
Han efter sig levned en kronede[1] Søn,
Saa yndig, saa kyndig, saa fyndig, saa skjøn,
GUd selver hans Krone formere!
Pris være vor Herre der gav os det Ljus,
At skinne fremdeles i kongeligt Hus,
Den menig Almue til Bedste!
GUd lægge dertil baade Hæder og Glans,
Naar Tiden ei længer bevilger os Kans,
I Himmerig siden at gjeste.
II.
TAARE 0G TRANG, JUBEL OG SANG,
det første beklageligst, det andet behageligst.
I det ene frembæres en Sorg, fordi vi mistede den, vi altid ønskede at beholde.
I det andet frembæres en Fryd, fordi vi beholde den, vi ønsker aldrig at miste.
Det er:
Vemodighed over en Monarch, som Kronen har qvitteret,
Høilovlig Ihukommelse Kong Christian den femte,
Frimodighed over en Monarch, til hvilken Kronen er transporteret,
Høibaarne Første og Herre, Konning Frederik den fjerde.
Hvad volder det, at Dannemark
og Norge fører Klage?
Vedst du ei det? En stor Monarch
Er falden disse Dage:
- ↑ Denne form af adjektivet efter den ubestemte artikel forekommer oftere hos Petter Dass (se „Saml. Skrifter“ 1 del s. 358).
