Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, Andet Bind.djvu/146

De gamle Kongers Graver,
Din salig sjæl er vel opfyldt
Med alt det, JEsus haver.
Thi tage vi nu slig Afsked
Som andre sorgefulde,
Som Jonathan, der gik og græd,
Da David reise skulde.
Vor danske David blev os ei
Af Herren længer undet;
Thi gik han bort al Verdens Vei,
Der Tiden nu tilstunded.
Han gik til GUd; vi blev igjen
I disse Jammerdale.
Al Trøstens GUd i Himmelen!
Dit arme Folk husvale! –
Dog midt i største Traurighed
Er det vor største Glæde,
At Konge kom i Konges Sted
Og Søn i Faders Sæde,
En Søn, som er sin Fader lig:
Kong Frederik den fjerde.
GUd i det høie Himmerig!
Din, Engle om ham gjerde!
Du ham med Salomons Forstand
Og Samsons Styrke pryde!
Han som GUds egen Hjerte-Mand
I Herren sig maa fryde!
vor Konges Aar du frem og frem
I Naade selv forlænge!
Al Verdens skam paafalde dem,