og Kirkefaderen Augustinus’s „Haandbog“ om Tro, Haab, og Kjærlighed; af middelalderlige Theologer gjenkjender vi Bernhard af Clairvaux († 1153), Peter af Blois, Archidiacon i London († c. 1198), Dominikanergeneralen, Kardinal Bonaventura († 1274), Kardinalen Goffredo af Trani († 1247) og Dominikaneren Raimundus de Penna forti († 1275).[1] Mindre tydelige er Titler som „den theologiske Sandhed“ eller „Lærdoms-Blomster“; den Karakteristik, som Biskoppen giver af den første Bog, „malogh“, betyder neppe andet end det latinske „disertum“ (feilagtig skrevet desertum), som han kalder den anden.[2]
Den 2den Afdeling, som Biskoppen opfører under Rubriken „grammatiske Bøger“, skal vel betegne Bøger, der brugtes ved Studierne i det artistiske Fakultet. Man delte, som bekjendt, artes liberales i to Afdelinger: trivium (Grammatik, Rhetorik og Dialektik) og quadrivium (Astronomi, Geometri, Arithmetik og Musik). Biskop Arnes „grammatiske“ Bøger hører fornemmelig til første Afdeling Til den egentlige Grammatik maa vi regne hans „Flores Gramaticæ“ paa Vers, hans „derivationes minores“ og Afhandlingen om Taledelene med Noter til Donat. Til Rhetoriken regner jeg Digtet om Trojas Undergang (rimeligvis en af de i Middelalderen saa udbredte Bearbeidelser af den saakaldte Daris Phrygius); desuden Brutus, der rimeligvis ikke er Ciceros Brutus, thi den var ikke kjendt i Middelalderen, men et Digt om den ældste britiske Konge Brutus, Sønnesønssøn af Æneas (Bearbeidelser efter Geoffroi af Monmouth) samt den romerske Digter Prudentius’s store kristelige Digt „Psychomachia“, kanske ogsaa Bogen .om den romerske Kirketjeneste. Til Dialektiken hører de „logiske Afhandlinger“, Værket om „den gamle Logik“ og de „logiske Feilslutninger“. Til Astronomi – det 1ste Trin af Quadrivium – henfører jeg de to „computi“, der
