tikens omraade, havde Karl truffet sine foranstaltninger til Norges erobring, det maal, ban engang havde sat sig. Kun vaklede han en tid med hensyn til valget af maaden, hvorpaa dette kunde foregaa, om Norge skulde erobres ved landgang paa Sjælland eller ved okkupation af landet selv. Forskjellige tilstødende omstændigheder nødte ham til at vælge det sidste.
Allerede i 1716 havde Karl tænkt paa at angribe det nordenfjeldske Norge, der dengang var næsten blottet for tropper. Veien over Ruten til Røros var allerede istandsat[1]; da lod han denne plan falde, maaske paa grund af de forestillinger, som fra flere hold gjordes ham, og vendte sig mod det søndenfjeldske. Nu gjenoptog ban den. Inden den svenske hovedhær trængte ind i det søndenfjeldske for at afgjøre kampen om landets besiddelse, skulde en mindre hærafdeling rykke ind i det nordenfjeldske og erobre denne del af landet. Det er dette sekundære angreb, og hvad dermed staar i forbindelse, som i det efterfølgende skal belyses.
Anførselen over den hær, som skulde foretage dette indfald, var anbetroet generallieutenant Karl Gustav Armfeldt. Han var født i Ingermanland d. 9 novbr. 1666. I en alder af 19 aar gik han i fransk krigstjeneste, hvor han deltog i flere felttog. Ved udbruddet af den store nordiske krig vendte han med hæderlige vidnesbyrd til-
- ↑ Relationer om de svenskes campagne og marsch udi Norge 1716–18 (T.hjems videnskabsselskabs bibl. mskr. 192. 4.), cfr. Tønder, Norske saml. II, s. 522.
