sig til mere end 8000 mand. Men Armfeldt selv opgiver d. 12 oktober sin hærs oprindelige styrke til 13,921 mand og d. 30 novbr. (gl. st.) til 14,540 mand, og hæren maa følgelig have bestaaet af flere regimenter. E. M. Fant siger, at den foruden de finske tropper tillige bestod af de nordlandske samt de nys oprettede tre- og femmænnings regimenter[1]. De norske breve og relationer nævner desuden Dalregimentet, ligesom det udtrykkelig heder, at der strax efter indfaldet skulde komme forsterkning fra det sydlige Sverige, blandt andre en bataillon af generalmajor Zøges dragoner[2].
Af denne hær havde vistnok alene de finske tropper nogen krigsøvelse; de øvrige bestod af nyudskrevne og lidet øvede soldater. Paa grund af landets udpinte tilstand var der kun sørget daarligt for hærene fornødenheder, saa at den var lidet skikket til at foretage et vinterfelttog.
Blandt officererne maa generalerne de la Barre, Horn og Yxkull nævnes som tapre og dygtige mænd, der med hæder havde kjæmpet ved Armfeldts side i Finland; men med undtagelse af den første spiller de dog i dette felttog en mindre fremtrædende rolle. Deri-
- ↑ E. M. Fant, Utkast til svenska historien II, s. 122, cfr. Tønder, N. saml. II, s. 526.
- ↑ Major Meyers relation af 29 septbr. 1718. Dalregimentet nævnes desuden blandt de ved Gefle i 1719 staaende tropper, der havde deltaget i dette tog. – Det var almindelig troet blandt Svenskerne i den første tid efter indfaldet, at generalmajor B. F. Zøge medfulgte denne hær, og ved overløbernes beretning kom denne feiltagelse over i Buddes rapporter af 24 septbr. og 1 oktbr. Tønder, N. saml. II, s. 520. Klüwer s. 65.
