mod forringede den feige oberst Stiernschantz, som vistnok ogsaa indehavde en regimentschefs stilling, heller ikke ved sin optræden her den skjændsel, som klæbede ved hans navn efter hans flugt fra slaget ved Stor-Kyro.
Siden det forløbne aar var der paa Frøsøen og ved Dufve skanse i Jemtland oprettet større magaziner, og i juni maaned 1718 begyndte de forskjellige regimenter at drage sig sammen til egnen om Dufve skanse, fem mile fra den norske grænse.
Herfra kunde indfaldet i det nordenfjeldske foregaa ad fire forskjellige veie. Den mindst besværlige, der førte til Værdalen, blev valgt, og man paabegyndte strax arbeiderne med at sætte den i farbar stand. Men for at holde Nordmændene i uvished om, hvor indfaldet vilde ske, og derved tvinge dem til saa meget som muligt at splitte sine stridskræfter, foretoges ogsaa udbedringer af de veie, der førte til Tydalen, Meraker og Snaasen. Ihvorvel det vaade veirligt lagde arbeidet mange hindringer i veien, blev det dog udført med en for de tider sjelden omhyggelighed, hvorom de endnu den dag idag bevarede rester bærer vidnesbyrd[1].
Den nordenfjeldske hær bestod i begyndelsen af 1717, da generalmajor Ove Wind efter brigader Halches død overtog kommandoen, endnu af 2 regimenter infan-
- ↑ Tønder, N. saml. II, s. 523–24. Klüwer s. 53. Budde til Lützow 20 juli. Kundskaber fra Sverige 8 og 16 aug. Peder Thorkelsens brev til kaptein Schulz om Lars Østbys beretning 5 aug. 1718.
