(det senere Kristianssund) til handelsfartøiernes forsvar mod de fiendtlige kapere; men de følgende aars begivenheder bortdrog ganske opmerksomheden fra disse nordlige, endnu ikke truede egne[1].
Uagtet almuen havde lidt meget ved flere mindre heldige aaringer i rad, var dog indtil 1717 de stedse voxende skatter og extraskatter i rette tid bleven betalte, og de saaledes indkomne penge blev for den største del førte ud af landet til soldaternes underhold. Men paa grund af de herved opstaaede trykkende omstændigheder gik det siden kun langsomt med skatternes betaling, uagtet militær exekution blev anvendt i den største udstrækning. Soldaterne maatte som følge heraf længe vente paa sin løn, og naar den endelig blev betalt, maatte de nøies med at faa den ene halvdel i penge eller madvarer og modtage resten i anvisninger paa de resterende skatter. Endnu værre var det for officererne, der tildels maatte vente et helt aar eller længere, inden de fik sin løn[2].
Det var under disse vanskelige forhold, at den syge generalmajor Wind skulde virke. Da der i løbet af 1717 begyndte at gaa rygter om store rustninger paa den anden side af Kjølen, om hvilke man bestemt vilde vide, at de gjaldt disse egne, gjorde han alt, hvad der
- ↑ Breve i Trondhjems stiftsarkiv og forskjellige skrivelser i rigsarkivet i en pakke med paaskrift: De trondhjemske festningsverker vedkommende.
- ↑ O. F. v. d. Osten til Sverdfeger 26 decbr. 1716. Myhlenpfort til Cicignon og Arnoldt 1718. Meitzner til samme 30 septbr. 1718. Brev fra Erik Madsen til I. v. Ahnen 8 juni 1718 (i T.hjems stiftsarkiv).
