ophørt, Nordlandshandelen var under krigen vedbleven mere og mere at gaa over i Bergensernes hænder, og byens øvrige næringsveie havde ligeledes lidt meget ved krigen. Allerede tidligere havde borgerne været nødte til at foretrække statskassen med lignende laan. Hertil kom ogsaa, at en stor del af byen i det samme aar ved 2 ildebrande var lagt i aske, og i den paafølgende strenge vinter standsede skibsfarten for længere tid og mislykkedes fiskerierne aldeles, saa at dyrtid og hungersnød stod for døren. Uagtet alle v. Ahnens bestræbelser strandede saaledes dette forsøg, og i begyndelsen af 1718 kom det da endog saa vidt, at de offentlige kasser ei formaaede at udrede saa mange penge, som udfordredes til speidernes aflønning, hvorfor Wind herefter maatte lade sig nøie med de sparsomme og usikre kundskaber, som ved leilighed kunde indbringes[1].
De skadelige følger, som dette nødvendigvis maatte drage efter sig, udeblev da heller ikke længe. Paa et saadant løst rygte om forestaaende fiendtligt indfald i Indhered i begyndelsen af marts 1718 maatte alle kompagnier rykke ud til sine posteringer ved grænsen. I slutningen af maaneden kom vistnok et svensk parti under kaptein Hamarschöld over fra Jemtland for at rekognoscere og opsnappede paa gaarden Sul i Værdalen en norsk patrouille paa 12 mand; men uagtet en afdeling skiløbere, som under Emahusen og v. Heinen
- ↑ Slotslovens skrivelse af 17 decbr. 1717 til Trondhjems magistrat og stiftsbefalingsmand (i T.hjems stiftsark.). Wind til Wedel 1 og 8 jan. 1718. Trondhjems borgerskabs memorial af 24 marts 1718 (kopi i stiftsarkivet).
