nærede ikke smaa forhaabninger om, hvad han maatte komme til at udrette. I april havde man fra Sverige faaet underretning om, at et korps paa 4000 mand den følgende maaned vilde gjøre et indfald i det nordenfjeldske; han paaskyndede derfor sin reise og ankom til Trondhjem d. 12 mai. Her lik han med egne øine forvisse sig om sandheden af beretningerne om stiftets sørgelige tilstand. Der var endnu intet tegn til vaar; sneen dækkede markerne omkring byen, og høiere tilfjelds var veiene aldeles ufremkommelige. „Jeg forsikrer naadige herre“, skriver han til Wedel ved ankomsten, „at jeg ei havde forestillet mig det saa slet at være“. Der kunde saaledes endnu ikke være at frygte for fiendtligt indfald, og for at afhjelpe fodermangelen, saa vidt det stod i hans magt, udlaante han til almuen det hø som fandtes i magazinerne, mod tilbagebetaling om høsten. Nogle skibe ankom i samme maaned til byen og medbragte kornvarer fra Holland og England, saa at tropperne i den nærmeste fremtid var sikrede mod at lide nød[1].
Saasnart Budde havde overtaget kommandoen, sørgede han først og fremst for at skaffe sig paalidelige efterretninger fra Sverige om fiendens rustninger og foretagender, og Røros kobberverks participanter gik ham heri til haande med ikke ringe opofrelser, saa at speidervæsenet snart bragtes paa en meget god fod.
Efter en inspektionsreise, som han nogen tid efter sin ankomst foretog langs grænserne, drev han i løbet af sommeren med iver paa fuldendelsen af de forsvars-
- ↑ Budde til Wedel 6 april, 14 og 21 mai 1718.
