Schrøder, ligesom forhugningerne paa Medieaasen bevogtedes af 250 mand under major Lorens Brun. Ogsaa i nord for Stene var der ved Kvelmoen lagt en forhugning.
Den 11 september fik Budde efterretning om, at den fiendtlige hær havde begyndt at sætte sig i bevægelse mod Stene. Ved mørkets frembrud lod han varderne antænde, og disse bragte hurtigt budskabet om fiendens indfald over hele Trondhjems stift.
Tidlig den følgende morgen sammenkaldte Budde obersterne Meitzner og Myhlenpfort, oberstlieutenanterne Fien og Wauwert samt major Peter Lund til krigsraad. Ved anlægget af de forskjellige forhugninger havde man blot regnet paa de sedvanlige veirforhold; men siden begyndelsen af august maaned var det raa og kolde veirligt bleven afløst af en saa sterk hede, at hverken myrer eller elve vilde lægge den fremrykkende fiende nogen hindring i veien. Ihvorvel det saaledes maatte synes dem umuligt i længden at hævde denne stilling, besluttede de dog ikke at forlade den uden kamp. Enhver gik derpaa til sin anviste post.
Paa samme tid rykkede Armfeldt med en del af kavalleriet ned gjennem skoven, medens den øvrige del af hæren langsomt fulgte efter. Hans hensigt var at omgaa Nordmændenes stilling og angribe dem i ryggen. Men hel uformodet kom han lige ned til Sulelven ret over for forhugningen ved Molden, hvor Wauwert netop var kommen tilbage fra krigsraadet. For at sysselsætte besætningen her og drage dens opmerksomhed hen paa sig efterlodes 175 mand, medens de øvrige trak sig ind i skoven igjen for at finde en anden vei, hvorved de kunde naa sit maal.
