Budde studsede lidt, da han fik underretning om,
at fienden nedenfor Molden var beskjæftiget med bygningen
af flaader. Baade udenfor og indenfor forhugningen
var elven paa grund af tørken saa liden, at man
kunde gaa og ride over den, hvor man vilde. Han nærede
frygt for, at Wauwert skulde afskjæres, og sendte
ham befaling til at trække sig indenfor Stene skanse,
og han anede vel ogsaa, hvad Armfeldt egentlig havde
i sinde.
Denne havde med de øvrige fortropper og efter Norbergs sigende med en opsnappet norsk dragon som veiviser rykket op mod Tromsdalen. Over en ellers ganske ufremkommelig myrstrækning lykkedes det ham ubemerket at trænge ned mellem forhugningerne paa Medieaasen og Tromsdalen, – om hvilke han maaske heller ingen kundskab havde, – og allerede var han Buddes stilling nær paa 3000 skridt, da han ved Tromsdals bro uventet stødte paa en vagt paa 20 mand under lieutenant Ludvig Conders, som lod sine folk give ild og flygtede ind i skoven.
Disse skud underrettede Budde om, i hvilken fare han svævede. Han lod strax det halve livkompagni og kaptein Collins dragoner rykke frem for at møde fienden ved broen, medens oberst Meitzner med nogle kompagnier infanteri ilede til gaarden Levringen for at dække tilbagetoget. Oberstlieutenant Wauwert, der var paa retraiten fra forhugningen, skulde tillige føre den paa Stene efterladte besætning i sikkerhed paa den anden side af Værdalselven. Ogsaa til de øvrige besætninger sendtes der paa samme tid befaling om at tiltræde tilbagetog. – Saasnart dragonerne saa og
