op ad bjerget ovenfor Nordmændene. Brun havde fra Budde faaet ordre om at trække sig søveien tilbage, ifald han blev omgaaet Han frygtede for, at Svenskerne vilde knuse hans folk ved at rulle stene udover, og da ban ansaa ethvert forsvar for umuligt, ilede han til Stjørdalselven, hvor den norske hær stod. – Dette var den besværligste vei, Armfeldt endnu havde stødt paa, og han forsikrer kong Karl i sin skrivelse derom, at hverken Alperne eller Pyrenæerne frembød saa store vanskeligheder, som denne ½ mil lange veiatrækning, hvor hæren maatte gaa mand for mand, og hvor kanonerne maatte bæres af soldaterne. Først efter tre dages anstrengelser var denne vei tilbagelagt. Budde havde allerede d. 20 septbr. trukket sig tilbage til Trondhjem.
Her havde der i de første dage efter Svenskernes indfald været udspredt et falskt rygte om, at de med stort tab var drevne tilbage over fjeldet. Men da nu efterretningen om Nordmændenes tilbagetog naaede til byen og rygtet naturligvis i betydelig grad forstørrede deres tab, blev alle betagne af den største forskrækkelse. Kvinder og børn samt de kostbareste eiendele sendtes til søkanten og øerne. Borgerne var forbitrede over hærene slette forsvar. Overalt hørte man dem klage over de daarlige officerer og soldater, som ei havde passet paa fienden, men ladet ham komme ind i landet. „I gamle dage slog bønderne fienden ihjel; nu kan ei engang soldaterne gjøre det.“ Ja, da man fik vide, at Budde vilde trække hæren ind i Trondhjem, skrev byens raad til slotsloven og bad om at maatte forskaanes herfor,
