forsvare byen i paakommende tilfælde. Thi af nogle spørgsmaal, som Armfeldt havde rettet til presten Johan Grøn i Stjørdalen, var Budde bleven fuldstændig overbevist om, at Jakobiterne i Skotland var ifærd med at udruste krigsskibe for at bistaa fienden i erobringen af byen.
Nogle dage efter Nordmændenes komme til Stjørdalen fandt et lidet sammenstød sted mellem to afdelinger, og ihvorvel det var af mindre betydenhed, bidrog det dog ikke lidet til at hæve Nordmændenes mod. Ved opbruddet fra Stjørdalen sendte Armfeldt den ilde berygtede oberst Stiernschantz med en betydelig sum penge og 200 mand i forveien for at træffe de fornødne anstalter til hærens forpleining underveis. Tvert imod Armfeldts udtrykkelige befaling samlede han endel baade, som var undgaaet Nordmændenes opmerksomhed, og tog med sit mandskab over til Ytterøen. Her slog de sig ned paa prestegaarden og de omliggende gaarde og gjorde sig tilgode med, hvad de forefandt. De havde alt været her paa tredie dag, da Stiernschantz ved at se ud af prestegaardens vinduer pludselig fik øie paa en sort masse ude paa fjorden, som nærmede sig øen. Han spørger presten, Peder Leth, hvad dette vel kunde være. Presten vidste det ikke, men antog, at det var skyer, som trak op langt ude. Obersten staar endnu lidt, men udbryder saa med „et: „Det är, för tusan, icke skyr, det är Jutan.“ Han lod trommen røre og ilede med alle de soldater, han i hastverket kunde faa samlet, til baadene og lod ro i retning af Skaanes skanse.
Han tog ikke feil. Det var 200 Nordmænd under major Lund, som Budde paa underretningen om Sven-
