kedes det ham at forsyne magazinerne saa vidt, at han kunde haabe at holde sig, indtil han fik tilførsel fra Sverige.
Det blev dog snart endnu værre, da pengene i den medbragte krigskasse begyndte at slippe op. Den svenske mynt havde paa denne tid og senere langt fra den værdi som i Sverige, og krigskassen strakte derfor ikke til saa længe som paaregnet. Armfeldt blev nu nødt til at tage fra almuen, hvad han behøvede til hæren, uden at give nogen erstatning derfor, og i løbet af nogle faa maaneder var disse ellers saa rige bygder aldeles udarmede.
Der herskede allerede stor nød og elendighed i hæren. I september fortalte overløberne, at de daglig kun fik 3 kavringer og ¼ kande mel, og siden indskrænkedes rationerne end yderligere. Før indfaldet var soldaternes beklædning kun i maadelig forfatning; blot nogle af regimenterne var forsynede med kapper. Efter de mange strabadser var klæderne kun for pjalter at regne, og fodbedækningen var aldeles udslidt. Desertionerne tiltog i foruroligende grad, og i det forholdsvis bedst stillede helsinglandske regiment brød den længe ulmende misfornøielse ud i mytteri, som dog ved Armfeldts kraftige optræden kvaltes i fødselen. Der blev sat en pris paa hver deserteurs hoved, og det helsinglandske regiment sendtes til Stene skanse, da det ved sin opsætsighed og ubehjelpsomhed var hele hæren til byrde.
Rundt omkring sværmede norske streifpartier i stort antal, der baade tillands og tilsøs foruroligede fienden i alle hans foretagender, og der hengik ikke en eneste dag, uden at dere svenske fanger indbragtes til hoved-
