kvarteret. Trondhjems borgere var nu ogsaa komne sig af den første skræk, og paa Buddes opfordring udrustede de et armeret skjærgaardsfartøi, som gjorde meget god nytte. Føreren, Peder Storch, en af Trondhjems borgere, omtales som en heldig og kjæk partigjænger[1].
For at hindre fienden fra at trænge ind i den til Værdalen stødende bygd Inderøen tog Budde selv stilling der med 1000 mand og bortførte det hø og korn, som han kunde overkomme; endel blev opbrændt, forat det ikke skulde falde i fiendens hænder[2].
Det var Armfeldts hensigt, saasnart transporten fra Sverige var naaet til hæren, at rykke mod Trondhjem, som han vilde angribe baade fra land- og søsiden. Han satte endel af soldaterne til at bygge baade i dette øiemed; men dette uvante arbeide gik kun langsomt fra haanden.
Det er paafaldende, hvor lang tid der hengik mellem Armfeldts indfald og den svenske hovedhærs angreb. Samtidige norske optegnelser siger, at grunden hertil er at søge i den modsigelse og uvillie, som Karl XII overalt i Sverige mødte. – Han var tillige meget misfornøiet over den ringe fremgang, Armfeldt hidtil havde gjort, da han havde ventet, at han strax skulde have
- ↑ Peder Storch levede endnu i 1728, men hans livsomstændigheder forøvrigt er aldeles ubekjendte.
- ↑ Budde til Lützow 11, 18, 22 og 28 oktbr., 5 og 7 novbr. v. d. Osten til Lützow 8 oktbr. David Thomessøn til oberbergamtet 14 oktbr. Klüwer s. 45–49, 57. Relationer om de svenskes campagne og marsch 1710–18. Kundskaber fra Høland 10 oktbr. Brev fra Fredrikshald 12 oktbr. Armfeldt til Karl 5 og 10 oktbr. (gl. st.).
