langsomt frem mod byen ad den almindelige landevei. Et heftigt regnskyl, der varede flere dage, gjorde veiene ganske ufremkommelige, saa at han først om aftenen d. 15 novbr. stod Trondhjem paa en halv fjerding nær.
Den følgende dag red de svenske generaler med en del af kavalleriet frem for at tage byen og dens festningsverker i øiesyn. I nærheden af Bakke gaard stødte de paa en rytterafdeling under kaptein Collin, der dog strax trak sig ind under Kristianssten. Kavalleriet blev holdende et kort stykke fra festningen, hvor de fandt ly under en bakke, medens officererne red op paa en nærliggende høide.
Under sagernes nuværende stilling kunde byen kun erobres fra denne side, naar Kristianssten faldt i deres hænder, men med de 7 smaa feltstykker, hvoraf hele deres artilleri nu bestod, kunde der naturligvis intet udrettes mod dette faste punkt, ligesom enhver mulighed for at angribe byen fra søsiden var dem afskaaren efter krigsskibenes ankomst. Derimod kunde der være haab om, at et angreb paa byens mindre vel befestede vestre og søndre side vilde krones med held, især naar kulden islagde elven. Det synes derfor, som om de svenske generaler allerede nu fattede beslutning om saa snart som muligt at iverksætte overgangen. – Ved mørkets frembrud vendte de tilbage til hæren.
Svenske streifpartier drog i de følgende dage om paa Strinden for at plyndre, hvad Nordmændene havde levnet. Nu og da vovede de sig helt ned til Baklandet, ja en nat maalte nogle ryttere endog elvens dybde udenfor en paa kongsgaarden opkastet skanse. Der findes i de samtidige breve ingensomhelst antyd-
