ning til, at Armfeldt skal have gjort noget forsøg paa at anlægge batterier mod Kristianssten. At han dvælede saa længe paa denne side af elven, havde maaske sin grund i, at han oppebiede tilførsel eller forsterkning; rimeligere er det vel at antage, at elven efter de sidste dages regnskyl var saa opsvulmet, at overgangen endnu var umulig.
Allerede strax efter ankomsten for Trondhjem rekognoseerede en kavalleriafdeling ved elven i Tiller. Her havde oberst Motzfeldt posteret sine dragoner paa forskjellige steder langs bredden og ladet stikke ild paa broen. Men det viste sig ogsaa ved denne leilighed, hvor lidet dragonerne var at stole paa. Det gevorbne kompagni, som stod længst nede, flygtede ved det blotte syn af fienden og slog sig ned paa en høide ovenfor, hvorfra de trods oberstens gjentagne befalinger ikke var at bevæge. Heldigvis afviste dog en afdeling af livkompagniet under lieutenant Brun fienden, som denne gang maatte vende om med uforrettet sag.
Den 19 novbr. fik Budde underretning om, at større fiendtlige afdelinger havde sat sig i bevægelse op mod Tiller over gaardene Stene og Udler. Han lod da sin broder oberstlieutenant Fredrik Budde og kapteinlieutenant Fritzner med 50 af Kruses dragoner rykke ud for at indhente efterretninger om fiendens forehavende. De havde allerede passeret Sundlandsbroen, 1½ fjerding fra byen, da de pludselig blev var, at en større svensk kavalleritrop havde indtaget broen og afskaaret dem tilbagetoget. Budde vendte om; da han kom i nærheden af Svenskerne, opfordrede disse ham til at overgive sig. „Jeg har ikke lært at give mig fangen, men at
