feldt allerede kommen til Bjerkaker. Da han her ikke fandt en eneste mand fremmødt, og han syntes, det var umuligt at fortsætte retraiten længere, udmattet, som hans korps var, opfordrede han sine officerer til at oppebie fiendens ankomst. Men da disse erklærede som med en mund, at de ei vilde kjæmpe mod en saa stor overmagt, maatte han strax drage videre for at naa Vangskleven samme aften. Svenskerne var da saa nær, at de i kleven angreb hans arrieregarde; men til al lykke for Nordmændene var de selv aldeles udmattede og derhos for uheldigt stillede til for alvor at indlade sig i kamp. De vendte da om til de nærmeste gaarde, medens Motzfeldts skare for den største del tilfods ilsomt flygtede over Dovrefjeld, hvor de afbrændte de fire fjeldstuer, Drivstuen, Kongsvold, Fokstuen og Jerkind, med den derværende fourage, og kom d. 4 decbr. til Sell i Gudbrandsdalen. De la Darre fortsatte forfølgelsen til Kongsvold, men nødtes af sterkt snedrev og mangel paa fourage til at trække sig tilbage til Opdal. Han ventede, at dragonerne med det første vilde komme igjen; men heri tog han feil. Motzfeldt havde mere end nok med at holde orden i sit udisciplinerede korps og at sørge for dets underholdning. Derhos svækkedes det ogsaa ved sterk sygdom og dødelighed, og strax over nytaar gik han i kvarter efter at have lagt nogle forhugninger i de mest udsatte egne af dalen. Forøvrigt lader det ikke til, at han har gjort det ringeste forsøg paa at tilføie fienden nogen skade[1].
- ↑ N. saml. II, s. 554 fg. Motzfelds breve til Lützow 3, 10, 15 og 30 decbr. med vedlagte efterretninger om fiendens foretagender og dra-
