ment. Hvorledes sammenhængen hermed egentlig har været, lader sig neppe nu oplyse. Men Tax følte sig fuldt forvisset om, at denne efterretning var overensstemmende med sandheden, sendte i sin glæde strax budskab herom til den paa Røros kommanderende kaptein Mentzonius og bad ham om understøttelse, for at han kunde blive istand til at yde Nordmændene en saa meget virksommere hjelp ved deres forehavende. Ihvorvel Mentzonius en stund synes at have næret nogen tvivl, besluttede han dog efter at have raadført sig med bjergfolkenes officerer at drage med soldaterne og kaptein Tønders bjergkompagnier ned til Holtaalen, hvor de med almuens hjelp skulde lægge forhugninger paa Dragaasen; thi der kunde nu ikke være anden fare for bjergverket, end at streifpartier fra den i Melhus staaende fiendtlige hær maaske vilde forsøge at trænge opover gjennem Guldalen. Derimod skulde hytteskriveren paa Tolgen, Henrik Flor, med det af ham kommanderede bjergkompagni og almuen af Tolgen og Dalsbygden gaa over Vingelfjeldet til Kvikne for at bringe Tax den forlangte undsætning.
Denne havde imidlertid ikke været istand til at vente saa længe. Efter at have bragt det tilvirkede kobber og verkets forraad i sikkerhed i gruben drog han med sine folk ned til Rennebo i det visse haab i forening med de ankommende Nordmænd at „knibe de store, sikre Svensker“, som laa i Opdal. Men til sin forfærdelse fik han nu se, hvor han var bleven narret. Det var Stiernschantz’s regiment. Hans folk kastede sig paa vild flugt. Der blev hverken tanke eller tale om at besætte forhugningerne. Tax og endel Tønset-
