til sit og tog selv sin tilflugt til Tønset. – Paa grund af bjergkompagniernes opsætsighed havde Mentzonius, siden han forlod Røros, lidet eller intet kunnet udrette. Da han nu hel uventet fik høre, at fienden stod i Vingelen, var der intet andet for ham at gjøre end at lade skansen og de kongelige magaziner paa Røros opbrænde og kanonerne fornagle; men han tænkte fremdeles at holde sig en tid paa Dragaasen. Men nu forlangte bjergfolkene med saadan haardnakkethed at faa gaa hjem, at Mentzonius tilsidst maatte give efter, og da han ei kunde holde sig med sit ene kompagni her, hvor han havde fienden baade i front og ryg, opgav han forsvaret af Dragaasen og trak sig over Sælbo tilbage til Trondhjem.
Saaledes kom de la Barre uden at møde nogensomhelst modstand d. 21 decbr. til Røros, hvor han selv tog ind i direktør Bergmanns hus, medens hans mænd indkvarteredes paa bjergstaden[1].
Direktør Bergmann havde i det forløbne Aar ved flere leiligheder vist fædrelandet store tjenester. Men de sidste dages bratte omvexlinger og den spændende uvished, de medførte, berøvede ham al fatning, og da Svenskerne kom, viste han blind lydighed mod alle deres befalinger. Da de opsætsige bjergfolk strax efter
- ↑ Juel til Lützov 22 decbr. Bonde til Lützow 22 decbr. Bjergverkkommissionens (F. W. v. Gabel, O. Schielderup og E. Must) betænkning dat. Røros 4 mai 1719. Ch. Hjorts fremstilling i de af Aas udgivne „Efterretninger om Røros“, s. 162 fgg., der er aldeles urigtig med hensyn til de norske troppen forhold. Mentzonius og Tønder arresteredes strax efter og underkastedes forhør; men det omtales ei, at de stilledes for krigsret.
