vendte hjem, lod han saaledes paa generalens ordre deres vaaben og faner udlevere, ja sendte endog hytteskriver Flor bud om at gjøre det samme for sit kompagnis vedkommende. Allerede før ankomsten til Røros skal de la Barre have faaet nys om, at direktøren havde ladet 18 sk℔ kobber nedsænke i en af vand opfyldt schurf i Storvarts grube. Det udleveredes ogsaa, da Svenskerne truede med i modsat fald at lade verket dele den samme skjæbne, som det to gange tidligere under Gyldenløvefeiden havde fristet.
For at tilveiebringe forbindelse med Sverige befaledes bjergfolkene og bønderne af de tilstødende bygder at optrampe veien over Ruten til Herjeådalen, og det var den almindelige tro blandt Nordmændene, at der ad denne skulde fremføres beleiringsskyts til Trondhjem. Hele Guldalen var nu rømmet af de norske tropper, og posten til Sverige sendtes over Røros.
Det var vistnok de la Barres hensigt at opnaa kommunikation med den svenske hovedhær gjennem Østerdalen. Men her var der imidlertid dukket op en fiende, der var mægtig nok til at holde ham stangen. Da han nemlig nogle dage efter ankomsten til Røros sendte nogle ryttere hen for at afhente det i Kvikne grube efterladte bytte, fik de til sin store forundring høre, at de søndenfjeldske skiløbere dagen i forveien havde været der og bortført alt, hvad de kunde bringe med sig.
Det søndenfjeldske skiløberkorps var i begyndelsen af december maaned marscheret ned til Kristiansfjeld; men paa veien nedover blev det beordret at vende om for at forsvare Østerdalens nordligste prestegjeld.
