Vi vender os nu til den svenske hær, som havde
leiret sig 2 mile fra Trondhjem. I de første dage efter
overgangen havde Budde antaget, at den vilde vove
en storm paa byen; men Armfeldt vilde vente, til isen
ved den indtrædende kulde dannede bro over elven.
Det tryk, som øvedes paa byens næringsveie, ved at fienden saaledes okkuperede dens bedste opland, tjente visselig ikke til at bestyrke Buddes agtelse blandt borgerne. „Hvorfor gaar vore soldater ikke ud for at slaa fienden?“ hørtes der allevegne. „Nei, de har ikke hjerte nu som i gamle dage. Gud give, at Holger danske eller Roland eller Sterkodder havde levet! Det var karle, som kunde slaa ned for fode!“ – Man kan ei undres over, at borgerne var af den mening; den deltes ogsaa af flere af Buddes officerer, ja selv general Lützow lod falde ord i samme retning. Men Budde vidste godt, at han mod en saa overlegen feltherre som Armfeldt ved et udfald kun vilde være den tabende part. „Skulde jeg nu,“ skriver han til Lützow som svar paa en saadan bebreidelse, „have gaaet ud imod hans armé med et chor af 2000 mand og de herværende 300 dragoner, saa havde jeg herved ei andet profiteret, end at jeg af fiendens kavalleri fra byen var bleven couperet, som siden havde kommet mig til stort ansvar.“
forhold i Krigens tid under Frederico quarto (univ. bibl. mskr. 438. 4.). Sandsynligvis er det til sammenstødet paa Øverby, B. Deichmann sigter i sit forsvarsskrift for det norske folk (Saga II, s. 228). Michael Meldahl († 2 marts 1719) var søn af presten Even Meldahl paa Tønset. Han havde før i ganske kort tid været ansat som fænrik ved det nordenfjeldske dragonkorps. Mindet om træfningen lever endnu i traditionen i Tønset og Tyldalen.
