Der var dog en af de høistkommanderende generaler, som forstod at vurdere Buddes fremgangsmaade efter fortjeneste. Det var den senere af det norske forsvarsvæsen saa høit fortjente feltmarschal Arnoldt. – Budde laa nemlig langtfra uvirksom i byen. Han søgte ved talrige mindre partier „at gjøre fienden madkurven tynd“. Den svenske hær foruroligedes ikke lidet ved dem, og patrouillernes styrke maatte stadig forøges. Smaa skjærmydsler hørte til dagens orden, og medens Nordmændene gjorde et stort antal fanger, var deres tab forholdsvis kun ringe. – Saaledes stødte lieutenant Mentzonius af Rappes bataillon i de første dage af december maaned paa en mindre svensk rytterafdeling, der dels blev nedlagt, dels tagen tilfange[1].
Strax efter overgangen udsendte Armfeldt den tidligere omtalte kaptein Långström med 24 ryttere for at bringe posten til Sverige. For saa meget som muligt at undgaa sammenstød med de norske streifpartier holdt han sig langs fjeldsiden og kom d. 6 decbr. om aftenen til Hegre i Stjørdalen. Et lidet stykke ovenfor laa forhugningerne i Forbygden, der i den senere tid bevogtedes af 62 mandhusinger, som skulde hindre kommunikationen mellem de erobrede skanser og Armfeldts hær. Da Långström den følgende morgen i graalysningen skulde gaa over elven strax nedenfor forhugningerne, gav bønderne ild, og Långström sank dødelig saaret af hesten; men forinden kastede han dog en pakke vigtige breve i vandet. Hans ledsagere undkom, Hist. Tidsskr. 2 R. II. 16
- ↑ Budde til Lützow 22 novbr., 6, 20 og 24 decbr. Cicignon og Arnoldt til Budde 28 decbr. (kopi). Klüwer s. 61, 62.
