dets lov. – De bestemte kontributioner inddreves med strenghed; men forøvrigt behandledes almuen meget mildt, hvorom de samtidige breve og beretninger samt de endnu opbevarede sagn bærer vidnesbyrd[1].
Man skulde vente, at tilstanden blandt besætningen ti Trondhjem var meget bedre end i den svenske hær, da den ved den omtalte store tilførsel og den uhindrede søfart maatte synes at være sikret mod at lide hungersnød. Dette var dog ingenlunde tilfældet. Den nys ansatte krigskommissær, Peter Holst, havde allerede i den korte tid, han havde virket, lagt sin uduelighed for dagen. Til trods for den gode høhøst havde han ei sørget for at faa de af bygderne udskrevne naturalydelser inddrevne, og hvis ikke stiftsbefalingsmanden, I. v. Ahnen, havde taget sig af sagen, vilde rytteriets heste have staaet i fare for at styrte af sult. Heller ikke havde han draget den ringeste omsorg for at tilveiebringe sulvarer, og Budde, som først fik efterretning herom, da ban med sine tropper rykkede ind i byen, kunde naturligvis i den korte tid før fiendens komme ikke faa samlet nok til hærens behov under en maanedlang beleiring. Stort bedre bevendt var det heller ikke med proviantforvalter Aage Hagens duelighed, og det var derfor ikke at undres over, at baade officerernes og soldaternes forbitrelse vendte sig mod disse mænd, ja det gik endog saa vidt, at den hidsige kaptein Coldewin, formodentlig i harme over en forsømmelighed fra Hagens side, tildelte ham en saadan korporlig revselse,
- ↑ Fryxell XXIX, s. 148. Klüwer s. 117. Budde til Lützow 6 decbr. 1718.
