ind. Soldaterne maatte derfor kampere paa de aabne pladse i byen. Da elven først i december begyndte at tilfryse, sattes de til at holde den aaben ved isning. Alt dette i forening fremkaldte snart en epidemi, der bortrev mangfoldige af bybefolkningen og besætningen. Klüwer fortæller, at af den sidste døde 1,500 mand, og deri er der visselig ingen overdrivelse, da Budde d. 31 decbr. beretter, at han havde over 2000 syge, og at der ei hengik nogen nat, uden at 50 mand angrebes af epidemien. Flere kompagnier havde 40 døde; den gevorbne garnison mistede 60 mand. Størst var dog dødeligheden blandt landdragonerne, af hvilke over halvdelen skal have tilsat livet i Trondhjem. Flere af officererne afgik ved døden i aarets sidste maaneder; mest beklagedes tabet af den dygtige oberst Meitzner og oberstlieutenant Dietrichsen. – Denne sterke afgang blandt tropperne var Budde den farligste fiende; det hjalp ham ei stort, at magazinerne endnu var forsynede for 3–4 maaneder, og denne ellers saa jernfaste mands mod begyndte at vakle under disse tryk. „Gud se i naade ned til os!“ er den stadige slutning paa hans breve henimod aarets udgang. Men sikkert er det dog, at fienden endnu vilde have fundet i ham en haardnakket modstander, inden Trondhjem faldt i hans hænder.
Det er ei utænkeligt, at Armfeldt i den nærmest paafølgende tid vilde have vovet en storm paa byen. I leiren ved Melhus arbeidedes der nemlig paa stiger og andre dertil fornødne redskaber, og ifølge de norske beretninger skal han daglig have ventet beleiringsskyts fra Sverige eller hovedhæren. Men af dennes foreta-
