skulde generallieutenant grev Sponneck saa snart som muligt samle et korps ved Skjeberg, og deres samlede styrke, der i alt vilde løbe op til 6000 mand, skulde gjennem Østerdalen rykke op til det nordenfjeldske for at møde Armfeldt paa tilbagetoget, medens Budde paa samme tid rykkede ud af byen og fulgte ham i hælene for at true hans ryg og flanke.
Lützows skrivelse kom Budde i hænde d. 30 decbr. Men allerede 2 dage i forveien havde Armfeldt fra Sverige faaet efterretning om kongens død og maaske tillige rigsraadets befaling af 9 (ɔ: 20) decbr. om at vende tilbage[1].
I et krigsraad, som Armfeldt strax skal have sammenkaldt, blev det besluttet, at man skulde holde kongens død hemmelig for soldaterne, og sandsynligvis fattede man her tillige bestemmelse om at lægge til-
- ↑ Det har almindelig været troet, at Armfeldt i Tydalen skal have opsnappet en norsk post og derigjennem først have faaet kundskab om kongens død. Men posten fra Kristiania gik efter fiendens overgang over Nidelven gjennem Gudbrandsdalen til Veblungsnes, hvorfra den søveien førtes til Trondhjem (Buddes brev til Lützow 24 septbr. (bilag) og 3 decbr.). Sandsynligvis er denne formodning opstaaet ved, at soldaterne holdtes i uvidenhed om kongens død, som de først erfarede ved ankomsten til Jemtland. (Fryxell XXIX, s. 148). Forresten var der ogsaa flere af Nordmændene, som troede, at Budde selv havde givet fienden underretning derom. Saaledes beskyldte den ovenfor omtalte lieutenant Michael Meldahl i en til generallieutenant Sponneck indgiven klage Budde for, at han ved en tambour havde sendt Armfeldt en del svenske breve, som kaptein Lossius havde opsnappet. Naturligvis var det ei vanskeligt for Budde at paavise det taabelige og usandfærdige i dette rygte (Budde til Lützow 31 jan. 1719).
