Gyldenløvefeiden havde general v. Hoven i høsten 1677 ad denne vei rykket ind i Jemtland, og i det følgende aar kom generallieutenant Karl Sparre ligeledes herover paa sit berygtede herjetog mod Røros, der søger sin lige selv blandt denne krigs rædsler. Mindet herom levede endnu i dalen og drev bygdens folk bort til de langt afsides liggende setere. Kun med nød og neppe fik man fat paa to bønder, som blev tvungne til at være veivisere. Den ene af dem var Lars Østby, en graahærdet mand, der fra barnsben af havde vanket om paa fjeldene paa jagt og falkefangst, og som i det forløbne aar havde bragt Nordmændene efterretninger om fiendens foretagender.
Hærens fortropper satte sig d. 11 januar (nytaarsaften efter gl. stil) i bevægelse fra gaarden Østby opover fjeldet og leirede sig om aftenen ved foden af Øifjeldet paa en myr, som endnu bærer navn af Svenskemyren eller Svenskeleiren. Den følgende dag rykkede den øvrige del af hæren efter. Neppe var den kommen op paa fjeldet, før der brød løs et forfærdeligt uveir med storm og kulde, der slog soldaterne lige imod. Veien gik ind under Øifjeldet, som de havde paa høire haand, over en høide til Sankaadalen, ned gjennem denne til Øisandsøen, der ligger 2 mile fra Østby, hvor der blev slaaet leir. Underveis var dere omkomne af kulden, og i løbet af denne nat skal især rytteriet have lidt adskilligt. Alle de norske fanger, som fulgte med fortropperne, døde der med undtagelse af 5 dragoner, som var tagne tilfange i træfningen ved Sundlandsbro. Disse blev den følgende morgen frigivne af Armfeldt og fik tilladelse til at
