Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, Andet Bind.djvu/291

255

ARMFELDTS TOG NORDENFJELDS 1718.

vende tilbage fra fjeldet, hvilket de og lykkelig gjorde. „Om morgenen i dagningen, när resan vidare skulde anträdes, funnos några hundrede ihjelfrusna, af dem en del stode tät inntill hvarandra, liksom lefvande, men när man stötte litet på dem, ramlade de döde öfver ända likasom stoder.“ – Uveiret rasede lige voldsomt og var nu saa meget farligere, som marschen gik over den vidstrakte og 2 mile lange slette Enbogen. Her kunde man paa grund af snedrevet ikke se de opsatte varder, og saaledes forvildede nogle afdelinger sig bort fra hæren; enkelte soldater kom endog ned i de norske bygder Selbo, Klæbo og Meraker, hvor de efter sagnet skal have lidt en grusom død under de forbitrede bønders hænder. Hestene styrtede i stort antal, og en mængde bagage- og ammunitionsvogne samt de medbragte feltstykker maatte her efterlades. Den ene af veiviserne døde den første nat, og Lars Østby skal efter sigende have gjort alt, hvad han kunde, for at lede de svenske vild. Den anden aften slog hæren leir paa Enaelven, hvor optrinene fra den foregaaende nat gjentog sig. – Da de faa gaarde, som fandtes i Handøl- og Wallombygden, langtfra vilde være tilstrækkelige til at yde hele hæren ly, besluttede Armfeldt sig den følgende morgen til at dele hæren i to afdelinger. Medens den ene fulgte Enaelvens løb til Handøl, skulde den anden (formodentlig under generalmajor Yxkull) gaa over Snasahøgarne forbi Annsjøn til de mere tætbyggede dele af Åre sokn. Armfeldt og Horn førte den første afdeling og kom om aftenen frem til Handøl. Men selv til disse soldater fandtes der ikke rum nok paa disse gaarde, og mange tilsatte livet i den strenge kulde