udenfor husvæggen. Men allerede nogle dage efter var den største del af hæren samlet i egnen omkring Dufve skanse, og herhen kom lidt efter lidt ogsaa forskjellige smaa afdelinger, der havde vanket om paa fjeldet i 4–6 dage[1].
Da uveiret havde lagt sig lidt, kom Emahusen med sine skiløbere op paa fjeldet. Af et brev, som han kort efter skrev, hidsættes:
„– – Jeg er ikke istand til at skildre den svenske hærs undergang saaledes, som jeg har seet den. – – Paa hele fjeldet er der ingen ved at finde, og da de sidste marscherede op paa fjeldet, begyndte uveiret, som vedvarede paa fjerde dag. Det var et sørgeligt og gyseligt syn! Menneskene laa døde i hobe paa 30, 40, 50 og flere, i fuld mundering med randsel paa ryggen, nogle med geværet i armen; andre laa døde ved veien med mad i haanden, ja endog i munden; rytterne stod paa hovedet i sneen langs veien, saaledes som de var kastede af hestene, mange havde slaaet kolberne af sine geværer for at gjøre op ild med – nei, jeg kan ikke beskrive det! Jo længere man kom op paa fjeldet, des flere døde mennesker og heste fik man at se. Blot faa saavel af kavalleriet som infante-
- ↑ Emahusen til Bertouch 28 januar 1719. Buddes rapporter til Lützow 31 decbr. 1718, 3, 7, 10, 14 og 17 januar 1719 samt Tønder og Beufres demonstration af 20 febr. De 5 søndenfjeldske dragoners beretning, der var vedlagt Buddes brev til Lützow af 24 januar, er desværre ikke at finde. – Da Idmans prædiken „Folkets rop på norska fjällen“ ei har været at overkomme, er det korte uddrag, Hagström har meddelt i sin „Jemtlands beskrifning“, s. 67–72, benyttet.
