riet kan være.komne over fjeldet; de, som er det, maa være forfrosne, hvad rang de end indehar; thi uveiret og kulden var altfor gjennemtrængende – –“[1].
Endnu 22 aar senere stod dette syn levende for hans øine. „Jeg saa – skriver han – vel den halve del af folkene og en hoben heste ligge død paa fjeldet og nogle hundrede heste omkringløbende med sadel og fuld eqvipage, hvilke ikke andet kunde end maatte krepere. Man kan tænke, til hvad yderlighed nøden gik, at, da fjeldet var bart uden skov, havde den gemene mand af mangel paa brænde slaget skjæfterne fra deres gevær, lagt dem i dynge tilsammen og gjort en ild op deraf for at varme sig ved; jeg fandt sommesteds folkene, ligesom de havde lagt sig om ilden, døde.“
Skiløberne medbragte fra fjeldet flere læs geværpiber, sabler og andre gjenstande. De efterladte kanoner, deriblandt de tre, som var tagne ved Stene, blev ogsaa Nordmændenes bytte. Efter dem kom bønderne fra de tilstødende bygder for at plyndre, og paa flere gaarde skal der endnu findes forskjellige værdifulde sager, som hidrører fra denne begivenhed.
Paa Enbogen, næsten helt nede ved grænsen mod Meraker, fandtes liget af en høitstaaende officer, hvis forgyldte kaarde og breve bragtes til Budde. Hvem det har været, ved man ei med bestemthed at sige. Sandsynligvis har det ikke været nogen anden end Armfeldts næstkommenderende, generallieutenant de la Barre[2]. Af andre officerer omkom oberst v. Gerdten,Hist. Tidsskr. 2 R. II. 17
