overkommissær Werling og fortifikationskaptein Oxenstierna.
Under almindelige veirforhold vilde Armfeldts tilbagetog have været lige saa beundringsværdigt, som hans indfald havde været. Det har dog væsentlig kun vakt opmerksomhed ved de overdrevne forestillinger, man har havt om det tab, som hans hær skal have lidt paa veien over fjeldet. Saaledes har man i almindelighed anslaaet det til 4000 mand, ja enkelte har endog paastaaet, at kun 5–700 mand vendte uskadte tilbage fra Norge. Norberg opgiver tabet af soldater til 600 døde, 200 af kulden skadefrosne og 300 syge foruden den største del af trotskuskene. Sandsynligvis har han havt authentiske dokumenter at støtte sig til. Dette bestyrkes end mere ved en liste, som findes i det norske rigsarkiv, og om hvis paalidelighed der ikke kan være tvivl, naar man sammenligner den med de af I. Manekell i „Uppgifter rörande svenska krigsmagtens styrke etc.“ meddelte oplysninger. Efter den stod der i juli eller august maaned 1719 ved Gefle 871 mand kavalleri og 4,504 mand infanteri[1]. En nøiagtigere undersøgelse med hensyn til, hvilke tropper hørte til den
- ↑ Af kavalleri: Åbolens regiment 402 og Nylands 469 mand. Af infanteri: Åbolens 203, Bjørneborgslens 71, Dalregimentet 1,175, Tavastehuslens 245, Helsingens 766, Viborglens 63, Savolax med Nyslotslens 325, Nylands 193, Østerbottens 415 og Jemtelands re-
derede nylandske kavalleriregiment førtes 1721 (og maaske ogsaa tidligere) af hans broder, Robert Fredrik de la Barre, der som frivillig med oberstlieutenants rang fulgte med hæren til Norge. Ennes henfører (Minnen af Karl XII’s krigere I, 224) generalens død til 1724, men dette er maaske kun en antagelse bygget paa, at der i det nævnte aar foretoges en omorganisation af regimentet. Heller ikke er hans øvrige opgaver her ganske nøiagtige.
