hans 2det Kapitel, „De første Vikingefarter“, der forekommer mig mest at tiltrænge en Revision, fornemmelig de to første Afsnit (I. Vikingetogene til 813, II. Hvorfra kom Vikingerne), idet jeg dog inddrager i Undersøgelsen hvad Forf. leilighedsvis i senere Afsnit bemærker vedkommende samme Gjenstande.
I det 1ste Bind (1876) udtalte Steenstrup om Normannernes første Indfald kun den tidligere Lære, at „tydske og frankiske Annaler omtale dem for første Gang paa Plyndringstog ved Frislands Kyster 810, efter at de Danske i de to Aar forinden havde ligget i Krig med Obodriterne. Paa de engelske Kyster træffe vi dem 787, da 3 scipu Norðmanna af Häreðalande gjorde et Plyndringstogt; Anglo-Saxon Chronicle betegner dem senere som „þa ärestan scipu Deniscra manna“. Den wales’ske Krønike the Gwentian Chronicle henfører de Danskes første Anfald paa Kymrerne til Aar 795. I Følge de irske Annaler kom Hedningerne først til Erin 794 (795).“ Efterat jeg imidlertid havde fremført min Kritik og min Opfatning af disse Forhold,[1] har Hr. Steenstrup underkastet Sagen en ny Drøftelse, og Resultatet heraf er da, at det første Anfald skede i 793 (8 Juni) i det nordlige Northumberland paa Øen Lindisfarne, at Vikingerne gjentog sit Angreb paa Northumberlands Kyst 794, da de overfaldt Klostret ved Donemouth, men blev slagne, og at der „i de samme Aar“ skede et mindre Anfald paa Englands Sydvestkyst i Wessex. „795 hærge Normanner i Glo-
- ↑ i Nyt norsk Tidsskrift I (og i „Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie“ I).
