fra Strathclyde, men disses Land kaldes aldrig Britannia. Derimod viser dette Navn snarere hen til England; saaledes heder det i disse Aarbøger, at Theodorus, Britannias Bisp, dør 690, men han var Ærkebisp af Canterbury, og 648 siges Furseus død „in Britannia“, men han virkede i England (hvorimod han ikke døde der, men i Frankrige). [Note: Optegnelserne ved 663: „terre motus in Britannia“, og ved 872 om Ivar, „rex Nordmannorum tocius Hibernie et Britannie“, ere utydelige]. Annalforfatteren har altsaa ikke valgt det Udtryk, der betegner særligt de skotske Øer, men han benytter en Betegnelse, som snarest bringer Læserens Tanke hen paa England, og Udgiveren af denne Kilde har derfor heller ikke tænkt paa andet end at sætte hin Notits i Forbindelse med Overfaldene paa England i disse Aar (Lindisfarne, Wearmouth, Dorsetshire).“ Hr. Steenstrups Mening er altsaa, at naar der staar, at alle Britanniens Øer plyndredes i Aaret 794, betyder dette egentlig, at nogle af Englands Kyster blev plyndrede i dette og de nærliggende Aar; naar man behandler Kildestederne saa vilkaarligt, kan man jo bevise, hvad man vil. Intet af de citerede Udtryk i Ulster-Annalerne strider mod her at tillægge Britannia samme Betydning, som Ordet overalt har i den lærde Litteratur, nemlig Øen Storbritannien,[1] og istedenfor at citere Udtryk
- ↑ Som Exempel paa denne stadige Sprogbrug skal jeg nøies med at henvise til Adamnans Vita Columbæ (ed. Reeves p. 9) om Columbas Reise fra Irland til Skotland (Iona): hic anno ætatis suæ 42 de Scotia ad Britanniam enavigavit, og til Bedas Ord om Oswald (III, 6): Denique omnes nationes et provincias Britanniæ, quæ in quatuor linguas, id est Brittonum, Pictorum, Scottorum et Anglorum divisæ sunt, in ditione accepit.
