Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, Andet Bind.djvu/303

Denne siden er ikke korrekturlest

267

VIKINGETOGENES TIDLIGSTE UDGANGSPUNKTER.

sammenfattes disse Resultater, vil det sees, at fra sluten af 8de Aarhundrede kan disse Anfald paavises: 793 Øen Lindisfarne, 794 Kysten ved Wearmouth og „alle Britanniens Øer“, 795 Øen Rechru ved Irlands Kyst, et ubestemt Aar (mellem 793 og 802) Øen eller Halvøen Portland ved Wessex, 798 Øen Peel ved Man og 799 Øer ved Aquitanien. Det værste ved disse nye Fiender synes ikke at have været Anfaldene selv, thi disse gik hidtil kun ud over de yderste Øer, men den Usikkerhed, som nu Havet frembød: Handelsskibene, som i de sidste Aarhundreder havde passeret i Fred mellem de kristelige Nationer paa Fastlandet og de britiske Øer, var fra nu af udsat for at plyndres eller kapres af Vikingerne. Derfor hører vi af Alcuins Klager, at Hedningerne beseilede Havet om England, af de irske Annaler, at de Hedninger, som 798 plyndrede Peel, bagefter^[1] tog Bytte paa Havet (ɔ: af Handelsskibene) mellem Irland og Skotland, og af de frankiske Annaler ved Aar 800, at Havet var usikkert. Den eneste, som greb til Foranstaltninger mod dette Onde, var Karl den store. Han forlod i Midten af Marts Maaned (800) Aachen, var den 26de Marts i St. Omer, reiste derfra sydover

det, end at her tales om kristne (engelske eller frankiske) Handelsskibe.

↑ Deraf, at Ulster-Annalerne først fortæller, at Vikingerne plyndrede Patriks Ø ved Man, og bagefter, at de tog Bytte paa Søen mellem Irland og Skotland, formodede jeg, at det ved denne Tilføielse „antydes, at de vare paa Hjemveien“, – nemlig fordi Ulster-Annalisten ikke hørte mere til dem og de saaledes kunde antages at være vendt hjem Veien nord om Skotland. Men ogsaa heraf har Hr. Steenstrup taget Forargelse og tilføier den velvillige Insinuation: „Paa den Maade vilde man ved en lille Smule Behændighed kunne faa et „vi ere fra Norge“ ud af hvert Kildested.“ (!)

[1] Deraf, at Ulster-Annalerne først fortæller, at Vikingerne plyndrede Patriks Ø ved Man, og bagefter, at de tog Bytte paa Søen mellem Irland og Skotland, formodede jeg, at det ved denne Tilføielse „antydes, at de vare paa Hjemveien“, – nemlig fordi Ulster-Annalisten ikke hørte mere til dem og de saaledes kunde antages at være vendt hjem Veien nord om Skotland. Men ogsaa heraf har Hr. Steenstrup taget Forargelse og tilføier den velvillige Insinuation: „Paa den Maade vilde man ved en lille Smule Behændighed kunne faa et „vi ere fra Norge“ ud af hvert Kildested.“ (!)

[1]