med en større Flaade angreb Galliens og Germaniens Kyster“. Man maa altsaa adskille almindeligt Sørøveri, som gjorde seiladsen paa de nordlige Have usikker, og den „større Flaade“. Af sligt Sørøveri er et enkelt Tilfælde fra Aar 809 noteret: Diakonen Aldulf blev paa Havet under Overfarten fra England fangen af Sørøvere, som førte ham tilbage til England, hvor han blev løskjøbt af en Landsmand.[1] Ved den „større Flaade“, som angreb Frankernes Lande, menes tydeligvis Toget til Frisland Vaaren 810, og dette skulde altsaa efter Einhards Ord have naaet endog søndenfor Frisland til Gallien, det vil vel sige Flanderske Egne. I Forbindelse hermed staar derpaa i Kap. 17: „Han udrustede ogsaa en Flaade mod den Nordmanniske Krig, idet der byggedes skibe ved de Elve, som fra Gallia og Germania dyder ud i det nordlige Ocean, og da Normannerne herjede den galliske og germaniske Kyst med stadige Anfald, lod han ved alle Havne og Flodmundinger, hvor skibe kunde opsættes, lægge Besætninger. Det samme gjorde han ogsaa paa Sydgrænsen ved Kysten af Narbonensis og Septimanien og hele Italiens Kyst indtil Rom mod Maurerne, som nylig havde begyndt Sørøveri, og derfor led i hans Dage hverken Italien fra Maurerne eller Gallien og Germanien fra Normannerne nogen større Skade, undtagen at Centumcellæ (Civita vecchia) i Etrurien blev tagen og ødelagt af Maurerne og i Frisland nogle Øer ved den Germaniske Kyst blev plyndrede af Nortmannerne.“ Sammenhængen viser her, at Keiseren tog denne Foranstaltning i Anledning af Krigen med Godfred Vaaren
- ↑ Ann. Einh. 809 (cfr. 808).
